Personlige optræden på Middelalderdagene

Middelalderdagene må opfattes som et rollespil – men med en historisk baggrund. Vi har alle en rolle og en baggrundshistorie, hvad enten vi spiller adelige eller en simpel fisker. Man kender således sin stand og handler derefter i omgangen med mennesker af højere eller lavere stand.

Vi spiller i året 1533, hvilket vil sige, at man som medvirkende taler og fortæller i nutid om ”vores tid” og ikke om ”Dengang i 1533 da gjorde de sådan og sådan…”. Vi prøver så vidt muligt i foreningen at se så autentiske ud, som man kunne forestille sig, at man så ud i 1500-tallet. Derfor henstiller vi til at de medvirkende så vidt muligt kan klare sig uden briller. Tatoveringer må IKKE ses! Derudover er ure, makeup, neglelak, kunstige negle, piercingsmykker og andet nymodens ildeset. Synligt farvet/affarvet hår SKAL dækkes med hovedbeklædning og skjule håret. Ej heller må mobiltelefoner ses/høres. Har man har en mobiltelefon i tasken, skal den helst være slukket/lydløs og i hvert fald ikke synlig for besøgende. Rygning og kaffedrikning skal ske i cafeen ”Fremtiden” eller udenfor Middelalderdagenes områder.

Yderligere må der ikke benyttes plastikposer, termokander eller lignende. Ej heller forkromet værktøj med plastik- eller kunststofgreb. Gifte kvinder skal helst bære tørklæde eller kyse over håret, og ugifte kvinder med kort hår må også gerne dække deres hår til eller fortælle en historie om lus og andre sygdomme højtlydende på pladsen. Boder og lejre skal så vidt muligt se ”autentiske” ud. Det vil sige, at der ikke synligt for publikum kan ses moderne genstande og varer, som er lavet at kunstmateriale eller ikke passer ind i den historiske ramme.

Middelalderdagene skal meget gerne vejlede og give gode råd til udseendet af jeres lejr eller bod før og under Middelalderdagene. Kontakt jeres kontaktperson og spørg. Frem for alt er formidling og historisk autenticitet i højsædet hos os, og vi håber, at I alle vil være med til at give publikum og de medvirkende en uforglemmelig oplevelse.