Sommeren er dejlig på Voergaard. Biskoppen Stygge Krumpen af Børglum og hans vedsoverske jomfru Elsebeth Gyldenstierne nyder nogle dage på deres fæstning med voldgrave, palisademure og det høje, stærke stenhus i nordøstre hjørne.

På Voergaard er der besøg af mange håndværkere og handelsfolk, som har noget at tilbyde, Biskoppens krigsfolk larmer, mens de geistlige og nonnerne fra Hundslund priser den hellige Jomfru.

Biskoppen er netop vendt hjem fra Herredagene i København, hvor Rigsrådet var samlet i juni 1533. Kongen – Frederik I – døde i april, men Rigsrådet har ikke valgt ny konge. Højadelen og biskopperne kan ikke beslutte sig. Rigsrådet vil ikke have Frederik I’s ældste søn, for han har været nede ved Luther og er gået over til protestanterne, han har forladt den katolske kirke!

Befolkningen i de store landområder lader biskopper og adelsfolk råde. Biskop Stygge Krumpen styrer dygtigt alt land nord for Limfjorden både for sig selv, for kirken og for kongen. Hans morbror Niels Styggesen Rosenkrantz er leder af det store kloster i Børglum og sidder også i Rigsrådet. ”Stygge” eller ”Styge” er et almindeligt drengenavn i familien.

Kirken og klostrene styrer befolkningen gennem religionen og frygten for helvedes skærsild og dommedag. Biskoppen opkræver skat til kongen og tiende til kirken. Det er også kirken og klostrene, der tager sig af undervisning, sygdom og fattighjælp. I håb om tilgivelse for begåede synder eller frelse for sygdom, bliver der givet store summer til kirken. Fra Rom har hovedkirken også sendt folk ud for at sælge afladsbreve, men det har Biskop Stygge Krumpen nu forbudt i Børglum Stift, pengene skal blive her i landet!

Der er to munkeklostre ude mod vest, i Vestervig og på Mors, Præmonstratenser-munkene i Børglum styrer under Hr. Niels’ ledelse de tilsvarende nonner i Vrejlev. I Sæby har der i godt 50 år været Karmeliter-munke, og Biskop Stygge forsøger selv at få indflydelse på de to store Benediktiner-klostre for nonner på Øland og syd for Storskoven i Hundslund. Nonnerne fra Hundslund, som ligger knap 2 mil fra Voergaard, er ofte på besøg og synger deres pris til den hellige jomfru Maria. Nonneklostrenes rigdom kommer også af, at rige adelsmænd anbringer deres ugifte døtre i klosterets varetægt og betaler med bøndergårde og jord.

Kirken og klostrene styrer befolkningen gennem religionen og frygten for helvedes skærsild og dommedag. Biskoppen opkræver skat til kongen og tiende til kirken. Det er også kirken og klostrene, der tager sig af undervisning, sygdom og fattighjælp. I håb om tilgivelse for begåede synder eller frelse for sygdom, bliver der givet store summer til kirken. Fra Rom har hovedkirken også sendt folk ud for at sælge afladsbreve, men det har Biskop Stygge Krumpen nu forbudt i Børglum Stift, pengene skal blive her i landet!

(Tør vi røbe, at det i Danmark endte med, at højadel og biskopper – hårdt presset af udviklingen og af de øvrige adelsfolk – valgte den døde konges ældste søn Christian (III) til konge på trods af, at han var overbevist Lutheraner, såkaldt protestant! Det skete midt under borgerkrigen d. 4. juli 1534, i Sct. Sørens Kirke i Ry. Stygge Krumpen havde været en af de stejleste modstandere, og derfor blev han ved mødet i Ry udpeget til at lede den delegation af adelsfolk, som red ned til hertug Christian og bad ham blive dansk konge. Det var vigtigt at vise den kommende konge, at alle stod bag hans valg. Kort efter vældede borgerkrigen ind over Jylland, og Skipper Clement og hans bondehær afbrændte Voergaard og mange andre bispe- og adelsgårde.)

I Sydeuropa har den tyrkiske Süleyman I belejret Wien, det tvinger den katolske, tyske kejser Karl til at indgå en religionsfred i 1532 med det nye forbund af lutheranske, tyske grever, hertuger og kurfyrster. Kejseren må koncentrere sig om krigene mod både Frankrig og det tyrkiske Osmannerrige, så de tyske religionsstridigheder ligger på is til midt i 1540’erne.

1533 frigør den engelske kirke sig fra den katolske kirke.  Det skyldes især, at den engelske Kong Henrik d. 8. ønsker at blive skilt. Han er gift med den tyske kejser Karls tante Katarina, hun føder ham ingen børn, men Paven i Rom nægter ham skilsmisse.

Selv om udlandet ikke truer Danmark er uroen alle vegne. Derfor har biskop Stygge Krumpen ladet opføre forsvarsværker både på Voergaard og på Sæbygaard ved Sæby havn, som han ejer og fik købstadsrettigheder til i 1524.

Biskoppen i Viborg forskanser sig også, han har netop bygget både Spøttrup borg og borgen Hald i en sø syd for Viborg.

Stygge Krumpens familie hører lige som Rosenkrantzerne og Gyldenstiernerne til højadelen. De ejer store jordegodser og bestyrer kongens godser som lensmænd. Adelen betaler ikke skat.  Til gengæld er det dem, der stiller som hærførere og med hele rytteriet, når kongen kalder til kamp. Det kræver konstant træning af alle, både de unge mænd under uddannelse, men også af alle andre adelsmænd uanset alder, og af deres rideheste.

Når kongen indkalder landets ypperste mænd til Rigsråd om rigets alvorlige anliggender, pålægger han dem at medtage deres turnertøj og andet tilbehør, så de kan deltage i et fornøjeligt dystridt med stikken og balkrenden.

Biskop Stygge Krumpen har samlet en del soldater omkring sig. Dels unge adelssønner, som træner rytteri og nærkamp med kårde og sværd, dels en del lejede landsknægte, både bueskytter og betalte fodfolk til det grove.

Alle disse krigsfolk bliver holdt i gang med indbyrdes træning. Der bliver også trænet med de moderne skydevåben, hvor en krudteksplosion sender jernkugler ud af et rør.

Rytteriets vigtige træning af hestene til fuldstændig kontrol i en hver situation bliver også til konkurrencer. Ridderne skal vise deres dygtighed i den ypperste våbenbrug: til hest at kunne håndtere lanse og sværd. I galop skal ridderen kunne føre en lanse præcist, så han fanger en ring eller stikker et kunstigt hoved. Der kan også være opstillet figurer, som skal rammes hurtigt og præcist, rammer man forkert, drejer de rundt og slår rytteren i ryggen.

Sværdet skal ridderen kunne benytte frit uden at miste styret på hesten. I galop går det forbi æbler og andet, som skal hakkes i stykker, og endelig er der den såkaldte dystrenden, kulminationen på det hele. To ryttere ridder mod hinanden med lange lanser for at skubbe modparten af hesten. Oftest sker der dog det, at lanserne splintres, så træsplinterne flyver højt i luften.