Historisk ramme
Historien om Biskop Stygge Krumpen og Jomfru Elsebeth
Gyldenstierne
Sommeren er dejlig på Voergaard. Biskoppen Stygge Krumpen af Børglum og hans vedsoverske jomfru Elsebeth Gyldenstierne nyder nogle dage på deres fæstning med voldgrave, palisademure og det høje, stærke stenhus i nordøstre hjørne.
På Voergaard er der besøg af mange håndværkere og handelsfolk med masser at falbyde, Biskoppens krigsfolk larmer, mens de gejstlige og nonnerne fra Hundslund priser den Hellige Jomfru.
Befolkningen i de store landområder lever under bispers og adelsfolks råd. Biskop Stygge Krumpen styrer dygtigt alt land nord for Limfjorden både for sig selv, for kirken og for kongen. Hans morbror Niels Styggesen Rosenkrantz er leder af det store kloster i Børglum og sidder også i Rigsrådet. Stygge eller Styge er et almindeligt drengenavn i familien.
Kirke og klostre
Kirken og klostrene kontrollerer befolkningen gennem religion og med frygten for Dommedag og Helvedes skærsild. Biskoppen opkræver skat til kongen og tiende til kirken. Det er også kirken og klostrene, der tager sig af undervisning, sygepleje og fattighjælp. I håb om tilgivelse for begåede synder eller frelse for sygdom, bliver der givet store summer til kirken. Fra Rom sender moderkirken folk ud for at sælge afladsbreve, men det har Biskop Stygge Krumpen forbudt i Børglum Stift: pengene skal blive her i landet!
Der er to munkeklostre mod vest: i Vestervig og på Mors. Præmonstratensermunkene i Børglum styrer under Hr. Niels’ ledelse de tilsvarende nonner i Vrejlev. I Sæby har der i godt 50 år været Karmelitermunke, og Biskop Stygge forsøger selv at få indflydelse på de to store Benediktinerklostre for nonner på Øland og syd for Storskoven i Hundslund.
Nonnerne fra Hundslund, som ligger knap 2 mil fra Voergaard, er ofte på besøg og synger deres pris til den hellige Jomfru Maria. Nonneklostrenes rigdom kommer blandt andet af, at rige adelsmænd anbringer deres ugifte døtre i klosterets varetægt mod betaling i bøndergårde og jord.
Uro i Europa
I Sydeuropa har den tyrkiske Süleyman I belejret Wien, hvilket tvang den katolske, tyske kejser Karl til i 1532 at indgå en religionsfred med det nye forbund af lutheranske tyske grever, hertuger og kurfyrster.
Kejseren må koncentrere sig om krigene mod både Frankrig og det tyrkiske Osmannerrige, så de tyske religionsstridigheder ligger på is til midt i 1540’erne.
I 1533 frigør den engelske kirke sig fra den katolske kirke. Det skyldes især, at den engelske Kong Henrik d. 8. ønsker at blive skilt. Han er gift med den tyske kejser Karls tante Katarina og hun føder ham ingen børn, men Paven i Rom nægter Kong Henrik skilsmisse.
Biskopperne sikrer sig med borge
Selv om udlandet ikke direkte truer Danmark, ulmer uroen alle vegne. Derfor har biskop Stygge Krumpen ladet opføre forsvarsværker både på Voergaard og på Sæbygaard ved Sæby Havn, som han ejer og fik købstadsrettigheder til i 1524. På tilsvarende vis forskanser biskoppen i Viborg sig, da han netop har bygget både Spøttrup Borg samt borgen Hald i en sø syd for Viborg.
Krigsfolk samles og trænes
Stygge Krumpens familie hører lige som de lokale slægter Rosenkrantzerne og Gyldenstiernerne til højadelen. De ejer store jordegodser og bestyrer kongens
godser som lensmænd. Adelen betaler ikke skat.
Til gengæld er det dem, der stiller som hærførere med hele rytteriet, når kongen kalder til kamp. Det kræver konstant træning af alle, både de unge mænd under uddannelse, men også af alle andre adelsmænd uanset alder, og af deres rideheste.
Når kongen indkalder landets ypperste mænd til Rigsråd om rigets alvorlige anliggender, pålægger han dem at medtage deres turnértøj og andet tilbehør, så de kan deltage i et fornøjeligt dystridt.
Danmarks Riges Råd
Biskoppen er netop vendt hjem fra Herredagene i København, hvor Rigsrådet var samlet i juni 1533. Kongen – Frederik I – døde i april, men Rigsrådet har endnu ikke valgt ny konge. Højadelen og biskopperne kan ikke beslutte sig. Rigsrådet vil ikke have Frederik I’s ældste søn, da han har været hos Luther og er gået over til protestanterne: han har skandaløst forladt den katolske kirke.
Vi tør røbe, at det i Danmark endte med, at højadel og kleresi – hårdt presset af udviklingen og af de øvrige adelsfolk – valgte den døde konges ældste søn Christian (III) til konge på trods af, at han var overbevist lutheraner. Det skete d. 4. juli 1534 i Sct. Sørens Kirke i Ry. Stygge Krumpen havde været en af de argeste modstandere, og derfor blev han ved mødet i Ry udpeget til at lede den delegation af adelsfolk, som red til hertug Christian og bad ham blive Danmarks konge. Det var vigtigt at vise den kommende konge, at alle stod bag valget af ham.
Kort efter vældede borgerkrigen ind over Jylland, og Skipper Clement og hans bondehær afbrændte Voergaard og mange andre bispe- og adelsgårde.
